Magtens Cover

Kan du li’ Magtens Korridorers musik? Så skal du til byfest lørdag d. 1. juni.
Magtens Cover kommer nemlig og spiller for os i LIONS Live, lørdag d. 1. juni klokken 22.00.

Der er fest fra første nummer, når Magtens Cover går på scenen. Med
folkekære numre som ’Lorteparforhold’, ’Picnic på Kastellet’,
’Nordhavn Station’ og ’Hestevisen’ garanterer Magtens Cover en
optræden med fuld smæk på.

Magtens Cover er et coverband, der udelukkende spiller numre af Magtens Korridorer. Med respekt og kærlighed til originalerne, stræber bandet efter at ramme stemningen af Magtens Korridorer – dog med plads til egen sound og fortolkning. Bandet spiller alle de gamle, hurtige rocknumre og enkelte nyere ballader.

Magtens Cover er en hyldest til Magtens Korridorer og garagerocken.

Magtens Cover består af fem rutinerede musikere, der har spillet og optrådt hver for sig og sammen i en årrække. Forsanger Michael Keinicke har fået den største udfordring af dem alle, med at matche Johan Olsens kæmpestore, umiskendelige vokal. Den opgave løfter han til et niveau, hvor det ofte kan være svært at høre forskel.

”Vi har mødt Magtens Korridorer flere gange. De synes, det er fedt, at de har deres eget kopiband og er ikke bange for at ”like” vores opslag på FaceBook”, siger trommeslager Thomas Sørensen.

Magtens Cover består af:
Vokal: Michael Keinicke
Lead: Klaus Hvid Haagh
Guitar: Casper Kristiansen
Bas: Benjamin Perello
Trommer: Thomas Sørensen.